Zwergpinscher / Dværgpinscher

Miniature Pinscher

Mentalitet

Dværgpinscheren er en livlig, intelligent og meget opmærksom lille hund med en stor personlighed. Den knytter sig tæt til sine mennesker og trives bedst som en aktiv og naturlig del af familien.

Racen er selvsikker og årvågen og reagerer hurtigt på, hvad der sker omkring den. Over for fremmede kan den virke en smule reserveret, men den er som regel nysgerrig og interesseret, når den får tid til at vurdere nye mennesker.

Selvom den er lille, er det ikke en skrøbelig hund, men en robust og selvsikker race med masser af temperament.

Behov

Dværgpinscheren er en lille hund med et stort behov for at bruge både krop og hoved. Den har godt af daglig motion og trives bedst, når den får lov til at være aktiv sammen med sine mennesker. Racen har let ved at tage på, hvis den ikke får nok bevægelse, så det er vigtigt at finde en god balance mellem foder og aktivitet.

Aktivitetsniveau

Det er en legesyg og energisk race, som ofte underholder sig selv, hvis der ikke sker noget – men den vil helst være sammen med sine mennesker.
Mange bliver overraskede over, hvor meget energi der er i en dværgpinscher. Den stammer fra gårdhunde og rottehunde, og den er bestemt ikke kun skabt til at sidde på armen.

Pels og pleje

Pelsen er kort, tæt og glansfuld og kræver kun minimal pleje.
En let aftørring med en fugtig klud eller et vaskeskind holder pelsen blank og fri for løse hår.

Det er vigtigt at holde øje med kløerne, da de hurtigt kan blive for lange, især hvis hunden ikke slides nok på dem.
Tænderne bør også kontrolleres jævnligt, da racen kan have tendens til tandsten.

Indlæring og håndtering

Dværgpinscheren er en intelligent og lærenem race, som gerne samarbejder, når træningen er positiv og konsekvent.
Den reagerer hurtigt på stemning og kropssprog, og den lærer ofte nye ting meget hurtigt.

På grund af størrelsen er det vigtigt at håndtere den roligt og respektfuldt, men man skal ikke undervurdere den – det er en stor hund i en lille krop.

Størrelse

Højde: 25–30 cm
Vægt: ca. 4–5 kg

Farver

Racen findes i ensfarvet rød i forskellige nuancer samt sort med rustrøde aftegninger.

Oprindelse

Dværgpinscheren er den lille udgave af den tyske pinscher og har eksisteret i flere hundrede år. Den blev tidligere brugt som gård- og rottehund og senere som selskabshund.
I dag er det en alsidig race, som stadig har bevaret sit temperament, sin opmærksomhed og sin stærke personlighed, samtidig med at den fungerer som en tæt og loyal familiehund.

Hjemland

*Tyskland

Internationalt racenavn

*Zwergpinscher – kaldes også for: Miniature Pinscher, Dværgpinscher.

Dværgpinsher hvalpe til salg

Vi forventer et kuld i starten af foråret (april 2026) 

Der opdateres løbende på hjemmesiden 

🐾