ETISK AVL OG ANSVARLIGT OPDRÆT

Etisk avl og ansvarligt opdræt

Etisk avl og opdræt af hunde kræver en afbalanceret tilgang, hvor hensynet til den enkelte hunds trivsel, racens overordnede sundhed og den genetiske bæredygtighed indgår i en samlet helhedsvurdering. Ansvarligt opdræt bygger på faglig viden, dokumenteret erfaring og veterinærfaglige vurderinger frem for antagelser eller uunderbyggede oplysninger.

Formålet med etisk avl er ikke blot at få hvalpe, men at styrke racens langsigtede sundhed gennem velovervejede, gennemsigtige og ansvarlige avlsbeslutninger.

Sundhed og dokumentation som grundlag

Et centralt princip i etisk opdræt er systematisk sundhedsdokumentation. Dette omfatter blandt andet:

• klinisk sundhedsundersøgelse foretaget af autoriseret dyrlæge

• relevante racespecifikke helbredsundersøgelser

• øjenundersøgelse udført af certificeret øjendyrlæge

• patellaundersøgelse

• registreret stamtavle

Avlsdyr bør udelukkes fra avl på baggrund af påvist arvelig sygdom, dokumenteret ved veterinær diagnostik, snarere end på baggrund af formodninger eller uverificerede mistanker.

Dansk Kennel Klub (DKK) anbefaler, at avlsarbejde baseres på dokumenterede sundhedsdata og ikke på mistankegrundlag alene (Dansk Kennel Klub, 2024).

Mistanke versus diagnose

Inden for veterinærmedicin skelnes der mellem mistanke og diagnose. En diagnose forudsætter kliniske symptomer samt en systematisk udredning, hvor relevante differentialdiagnoser udelukkes. Mistanke uden klinisk eller diagnostisk bekræftelse kan ikke i sig selv udgøre et fagligt grundlag for vurdering af en hunds avlsegnethed.

En generel praksis, hvor dyr udelukkes fra avl på baggrund af uverificerede mistanker, kan medføre en utilsigtet indskrænkning af den genetiske variation i populationen. En sådan indsnævring kan på længere sigt øge forekomsten af recessivt nedarvede sygdomme og svække populationssundheden (Leroy, 2011).

Paroxysmal dyskinesi (PD) i et etisk avlsperspektiv

Paroxysmal dyskinesi (PD) er en neurologisk bevægelsesforstyrrelse karakteriseret ved anfaldsvise episoder med ukoordinerede bevægelser, dystoni eller muskelstivhed, ofte uden påvirkning af bevidstheden. Diagnosen stilles på baggrund af klinisk observation og udelukkelse af andre neurologiske lidelser, herunder epilepsi (Merck Veterinary Manual; BSAVA).

PD er i visse hunderacer veldokumenteret som en genetisk betinget lidelse. Dette gælder eksempelvis Border Terrier og Cavalier King Charles Spaniel, hvor specifikke genetiske mutationer er identificeret og beskrevet (Gill et al., 2012; Forman et al., 2012). For disse racer findes der genetiske tests, som kan anvendes i avlsarbejdet.

Det er væsentligt at understrege, at genetiske tests for PD alene er valide for de racer, hvor den pågældende mutation er påvist og videnskabeligt dokumenteret. En genetisk test udviklet til én race kan ikke uden videre anvendes på andre racer, da den genetiske baggrund for sygdommen kan være forskellig eller ikke-eksisterende (OMIA; IVIS).

For dværgpinscher foreligger der på nuværende tidspunkt ingen videnskabelig dokumentation for en racespecifik genetisk disposition for paroxysmal dyskinesi. Racen er således ikke blandt de racer, hvor PD er beskrevet som en arvelig lidelse med identificeret genetisk baggrund (OMIA; Merck Veterinary Manual).

Dette har betydning for vurderingen af avlsegnethed. En mistanke om PD kan ikke i sig selv sidestilles med en diagnose, og i fravær af kliniske symptomer samt dokumenteret genetisk disposition kan der ikke udledes et veterinærfagligt grundlag for udelukkelse fra avl.

Ydermere peger veterinær litteratur på, at tilfælde af paroxysmale bevægelsesforstyrrelser, som optræder sent i livet, oftere er associeret med sekundære eller miljøbetingede faktorer frem for genetisk betingede lidelser. Disse kan omfatte metaboliske forstyrrelser, smerter, påvirkning af nervesystemet eller andre underliggende sygdomstilstande (BSAVA; IVIS; Merck Veterinary Manual).

I et etisk og populationsgenetisk perspektiv indebærer udelukkelse af klinisk raske individer på baggrund af uverificeret mistanke en risiko for unødvendig reduktion af den genetiske variation i populationen. En sådan reduktion kan på længere sigt øge forekomsten af recessivt nedarvede sygdomme og svække racens samlede sundhed (Leroy, 2011).

Etisk avl forudsætter derfor en differentieret og evidensbaseret tilgang, hvor:

• dokumenteret sygdom tillægges vægt

• race-specifik viden anvendes

• genetiske tests benyttes, hvor de er validerede

• mistanke uden klinisk eller genetisk dokumentation ikke anvendes som udelukkelseskriterium

Genetisk variation og populationssundhed

Genetisk diversitet udgør en væsentlig faktor for populationssundhed. Overdreven selektion og udelukkelse af avlsdyr uden dokumenteret sygdom kan føre til øget indavlsgrad og ophobning af recessive sygdomsgener (Leroy, 2011).

Etisk opdræt indebærer derfor en afvejning mellem:

• selektion mod dokumenteret sygdom

• bevarelse af genetisk variation

• anvendelse af sundhedsdata

• ansvarlig populationsforvaltning

  
  

Åbenhed og faglig dialog

Etisk opdræt forudsætter gennemsigtighed og dialog. Opdrættere bør tilstræbe:

• åbenhed om sundhedsresultater

• formidling af dokumentation

• løbende tilpasning til ny veterinær viden

• samarbejde med dyrlæger og opdrætter, og kennelorganisationer.

Dette bidrager til tillid mellem opdrættere, købere og fagpersoner samt til racens langsigtede sundhed.

Sammenfatning

Etisk avl og opdræt beror på en vidensbaseret praksis, hvor hensynet til individets sundhed kombineres med ansvar for racens fremtid. Udelukkelse fra avl bør ske på baggrund af dokumenteret sygdom og ikke på baggrund af mistanke alene. En sådan tilgang understøtter både DKK, dyrevelfærd, genetisk variation og populationssundhed.

Kildehenvisninger:

• Dansk Kennel Klub. (2024). Etiske regler for opdræt og avl.

• Forman, O. P., De Risio, L., Mellersh, C. S., & others. (2012). Genome-wide association mapping of a canine movement disorder identifies a mutation in the canine PIGN gene. PLoS Genetics, 8(5), e1002716.
  

• Gill, J. L., Tsai, K. L., Krey, C., Noorai, R. E., Vanbellinghen, J. F., Garosi, L. S., Shelton, G. D., Clark, L. A., & Harvey, R. J. (2012). A canine BCAN microdeletion associated with episodic falling syndrome in the Cavalier King Charles Spaniel. PLoS ONE, 7(8), e42698.
  
• Leroy, G. (2011). Genetic diversity, inbreeding and breeding practices in dogs. The Veterinary Journal, 189(2), 177–182.
  
• Merck Veterinary Manual. (n.d.). Paroxysmal dyskinesia in dogs.
  
• OMIA – Online Mendelian Inheritance in Animals. (n.d.).
  
• Asher, L., Diesel, G., Summers, J. F., McGreevy, P. D., & Collins, L. M. (2009). Inherited defects in pedigree dogs. Part 1: Disorders related to breed standards. The Veterinary Journal, 182(3), 402–411.
  
• BSAVA. (n.d.). Manual of Canine and Feline Neurology. British Small Animal Veterinary Association.
  
• IVIS. (n.d.). Canine paroxysmal dyskinesia. International Veterinary Information Service.